Pelspleje

Bolognesens pels er hvid, fluffy og blød. Den er lang fra hoved til hale, fra ryg til poter og lokket i de skønneste crepekrøller. Pelsen har ikke underuld og fælder derfor minimalt. Den kræver jævnlig børstning, især som unghund, hvor pelsen skifter fra hvalpepels til voksenpels. Her skal ejeren tjekke pelsen for filterknuder flere gange ugentligt og hunden skal vaskes ofte for at pleje pels og hud. Den voksne hund kræver pelspleje fra en til flere gange ugentlig alt efter pelstype og kvalitet. Jævnlig vask, hver 2-3. uge, letter arbejdet med pelsen. Pelsen kan klippes kort hos familiehunden, men ønsker man at udstille, skal pelsen holdes naturligt lang og må kun klippes under poter, mellem øjnene og af hensyn til hygiejne bagtil. Selv en klippet pels kræver jævnlig pelspleje for ikke at filtre sammen.
Der kan være forskel på hvordan forskellige ejere og opdrættere holder pelsen og hvordan de arbejder med det hos lige deres hunde. Hvis du er i tvivl kan du rette henvendelse hos din hunds opdrætter, da denne kender pelsen hos sine hunde bedst, og kan vejlede og anbefale specifikke produkter og udstyr. Kan opdrætteren ikke vejlede, kan man henvende sig hos racerepræsentanten eller få tid hos en lokal hundefrisør. Hvalpen bør altid trænes og tilvænnes til pelspleje fra helt lille, da dette gør arbejdet langt lettere for både ejer og hund i længden. Gode vaner starter tidligt.


En generel fremgangsmåde er:
Børstning bør altid indledes af en udredningsspray for at lette arbejdet og forhindre filter og statisk elektricitet. Derefter børstes igennem med enten en pinbørste eller karte og efterfølgende en bredtandet stålkam, hvor det sikres at der er luft ned til huden på hele hunden. Evt. Filtre løsnes med specialprodukt, klippes op eller filtres ud med fingre og kam. Pelsen skal være filtfri før hunden kan vaskes, ellers vil filtre blive værre. Ved vask bruges en god hundeshampoo og efterfølgende et plejeprodukt eller balsam. Pelsen tjekkes igennem igen for filter efter vasken, evt. mens pelsen tørres med føn/blower. På varme dage og hvis hundens pels passer til det, kan man efter det værste vand er taget med et håndklæde, lade hunden lufttørrer, blot man stadig sikre sig der ikke er filter efter vasken, og selvfølgelig at hunden ikke fryser. Hvis blow/føn har fjernet for meget af racens karakteristiske krøllede look, kan man til sidst spraye med en lille smule vand i en forstøver og kramme pelsen op i krøl igen.
Kløer klippes jævnligt og efter behov. Hår mellem trædepuder, ved rumpen og mellem øjnene studses ligeledes ved behov. Tandsten skal fjernes for at undgå infektion, og jævnlig tandbørstning kan være en rigtig god ide. Lad gerne dyrlægen vurderer behovet for tandrensning en gang årligt. Øjenomgivelser holdes rene og tørre. Ørehår plukkes hvis de bliver for tætte og irriterer i øregangen.

dkk fci agria kynoerhab